Kirkens dør står stadig åben

Foto: Herdis Petersen.

Vi savner at kunne samles i kirken som vi plejer. Måske var det ikke noget vi tænkte meget over inden coronaen ramte os, men der er mange ting, vi har opdaget, at vi hidtil har taget for givet. I kirken savner vi at kunne samles til gudstjeneste, konfirmation, bryllup og til at samle alle vi kender, når vi skal tage afsked med et elsket menneske. Men de bisættelser, der indtil videre er blevet afviklet, har jeg som præst oplevet som gode og meningsfulde. Jeg har en fornemmelse af, at der for alvor bliver plads til at tankerne kan vandre og minderne kan finde vej mellem tårerne.

2000 kirker
Kirken har ligget der længe. For 1000 år siden blev omkring 2000 kirker bygget og spredt ud over det danske landskab. Mange af dem ligger der endnu. Nogle på toppen af en bakke og andre på steder hvor man fra gammel tid har vidst, at der løber en hellig kilde.

Mange kirker er hvidkalkede med et tårn der rækker mod himlen. Klokkerne ringer solen op og ned og kalder til gudstjeneste om søndagen. Omkranset af kirkegården har kirken fundet sin egen plads og man får fornemmelsen af, at den har været der altid og at den altid vil være der.

Når jeg har besøg af skoleklasser eller underviser konfirmander taler vi tit om hvorfor de mon i sin tid byggede kirken. Hurtigt bliver vi enige om, at de byggede kirken for at have et sted at bede til Gud, døbe de små, konfirmere de unge, vie de forelskede og begrave de døde. For selvom mange rige mænd helt sikkert byggede kirker for at vise hvor magtfulde de var, så er det klart, at kirkerne blev bygget fordi mennesker har brug for den.

Et særligt rum
Kirkens rum er indrettet, så det stemmer sindet i retning af himlen. Høje hvælvinger, smuk kunst og anderledes akustik. Der er ingen tvivl om, at selve kirkens fysiske rum har en særlig indvirkning på os. Ofte bliver vi stille og begynder at hviske til hinanden når vi træder ind i kirken. Vi sætter os bagerst i kirken og tysser på børnene.
Det er et rum der maner til ro og eftertanke og mange mennesker taler om, at de oplever, at forlade kirken og føle en form for fred.

Det er dog også et rum, der kan præge os negativt. Jeg oplever det især opstå i forbindelse med et traumatisk dødsfald, så man næste gang man går i kirken ikke kan slippe tanken om det forfærdelige, der var rammen sidste gang. På både godt og ondt er det er rum, der påvirker os.

Det føles særligt svært at undvære kirken når samfundet er i krise. For er det ikke sådan, at det lige netop er i denne situation vi for alvor havde brug for det særlige rum som kirken tilbyder? Et rum med højt til loftet og med plads til alle følelser. Følelser af tab, savn og håb. Det er her der er plads til hele mennesket og til vores liv som det udfolder sig mellem fødsel og død. Det liv som altså lige nu er mærket af coronakrisen.

Særlige anledninger
Det er et rum, der samler os i særlige anledninger når forskellige begivenheder i menneskers liv skal markeres. Det er særligt overgangritualerne, der fortsat har en stor folkelig betydning. Altså de ritualer der markerer betydningsfulde forandringer i menneskers liv.

Det er de kirkelige handlinger, der stadig samler os og som markerer at et nyt liv er kommet til verden, at de unge bevæger sig mod et selvstændigt voksenliv og at to ved brylluppet bliver ét. Vi samles også i kirken når vi tager afsked med et menneske, der på godt og ondt, var en del af vores liv, men som vi nu skal leve uden.

Det er klart, at vi godt kan udskyde dåb, bryllup og konfirmation men der er også en grænse for hvor længe vi kan blive ved med det. Vi kan dog både afholde dåb og vielse men med maksimum 10 personer. Men det føles helt uvant, at vi ikke kan samle alle dem vi holder af når vi plejer at samles om en døbefont og til en bryllupsfest.

Bisættelser og begravelser
Bisættelser og begravelser bliver stadig afholdt men under andre betingelserne end sædvanligt. Det føles svært, at skulle begrænse antallet af pårørende der kan være med, men afskeden i kirken er en vigtig del af den proces det er at sørge og den er svær at udskyde.

I Benløse Kirke tager vi alle forholdsregler for, at det skal blive en tryg og smuk oplevelse at tage afsked. Ud over præsten deltager organisten og kirketjeneren og det er muligt for de pårørende at samle 10 mennesker til bisættelsen. Kirken er smukt pyntet med blomster og lys. Vi trykker salmeblade og stiller håndsprit frem. Vi sørger for, at fordele deltagerne på bænkene med god afstand imellem.

Man kan vælge, at lade kisten stå, hvis ikke man er nok til at bære ud eller er nervøs for at komme for tæt på hinanden når kisten bæres ud til sidst. Men man kan også vælge at bære kisten ud som vanligt. Det foregår nogenlunde hurtigt og når de andre der følger kisten ud, holder afstand, er det ikke noget problem.

Benløse Kirke er en lille kirke og det sætter naturligvis sine begrænsninger. Men de bisættelser, der indtil videre er blevet afviklet, har jeg som præst oplevet som gode og meningsfulde. Det er klart, at det er et savn, at ikke alle man gerne ville have med, kan være med. Til gengæld oplever jeg, at der breder sig en helt særlig ro når vi samler os om kisten i kirken. Det er som om, at vi kommer tættere på hinanden og at afskeden får en særlig dybde. Jeg har en fornemmelse af, at der for alvor bliver plads til at tankerne kan vandre og minderne kan finde vej mellem tårerne.

Selvom vi gerne vil gøre sådan som vi altid har gjort og vi længes tilbage til tiden før vi blev ramt af pandemien, så har kirken ikke helt lukket. Livet fortsætter uantastet; børn fødes og mennesker dør. Selvom vi ikke kan samles til gudstjeneste om søndagen og konfirmationerne er udskudt, så er kirken stadig åben for mennesker. Ikke som vi plejer men stadig med plads til menneskelivet. Ja, og så er det måske vigtigt at få sagt, at vores forhold til Gud består uanset om kirken er åben eller lukket.

Majbritt Breinholt Christensen