På tur til Samsø

Foto: Peter Klarskov.

På tur til Samsø, lørdag d. 1. juni 2019

På Sydsamsø findes den højeste beliggende kirke på hele øen. Det er Onsbjerg Kirke. Den stammer fra tiden omkring år 1200. Kirkens fornemste klenodie er/var et forgyldt metalkrusefik fra ca. år 1200, som i dag opbevares på Nationalmuseet. Sagnet siger ”at en druknet mandsperson drev i land på kysten. Krusefikset var hæftet fast på den døde mands bryst. Man forsøgte at bringe den døde til først den ene kirke - Tranebjerg, Det lykkedes ikke, selvom man spændte fire stærke heste for vognen. Heller ikke, da man vendte vognen mod Kolby, formåede hestene at rokke den. Først da vognen blev vendt mod Onsbjerg kirke, lykkedes det for hestene at trække vognen afsted. Således kom krusefikset til Onsbjerg. Dette var bare en af de mange lokalhistorier, som guiden diskede op med på turen.

Allerede kl. 7.15 kørte en fyldt bus fra Den gamle Skole i Benløse, og efter en god times kørsel kunne vi indtage et tiltrængt morgenmåltid på færgen til Samsø. Efter endt sejltur kørte vi fra Ballen, og vi fik en smuk tur gennem øens to meget forskellige landskaber. Fra Vesborg fyr og Brattingborg skov i syd til Ballebjerg og Nordby i nord.

Middagen ikke at forglemme indtog vi i det gamle skibsværft, oprettet omkring 1890. Den sidste fiskekutter byggedes i 1974, og man påstår, at det er den, der i dag står midt i restaurant Dokken”, hvor vi fik en ikke så ringe buffet. Det var godt, og der var meget at vælge imellem.

Sidst på eftermiddagen inden turen gik tilbage til færgen og mod Benløse, var vi på en dejlig gåtur rundt i den gamle del af Norby, Det var bestemt meget interessant. Efter en smuk sejltur tilbage til Kalundborg nåede vi, efter en på alle måder dejlig dag, Benløse omkring kl. 20.

John Outzen Schou