Guds ager


Foto: Kim Fomsgaard.

 

Benløse sogn er blevet stort, og vi er nu oppe på 5.707 indbyggere. I kirken kan det være en udfordring at finde de nødvendige siddepladser i forbindelse med konfirmationer, jul og så videre.  Kirken er fredet, og det står heldigvis ikke til at ændre. Man ”brækker ikke bare en kirkevæg ned” og bygger en ny fløj på.  

Kirkegården er også blevet for lille. Det kunne man derimod gøre noget ved. Kirkegårdsdiget er ”brækket ned”, og vi har bygget ud. Et lille stykke af Genforeningspladsen er blevet inddraget. Efter mange års ihærdigt arbejde, er vi nu ved at være ved vejs ende med det nye tillæggende, således at vi skulle være fremtidssikret i en periode.

En kirkegård er ikke noget almindeligt sted. Det er et sted, der kræver stor respekt. I snart tusind år har området dannet gravplads for sognets indbyggere. Der er jordiske rester af mange mennesker på kirkegården. Som de døde forsvinder, er nye gravpladser igen og igen blevet etableret oven i de gamle.  

Kirkegården er ud over at være et sted, der kræver respekt også et sted, hvor vi kan finde et håb.

Der er i tidens løb blevet sagt meget om det kristne håb. På disciplenes tid, gik man også og funderede over, hvad håbet og tanken om det evige liv mon var. Hvad er mere nærliggende end at gå direkte til de originale tekster, hvor Paulus tager det store spørgsmål op. I Paulus brev til menigheden i Korint kan vi efter den nye oversættelse læse:
”Der skal nok være dem der spørger: ”Hvordan skal de døde genopstå, og hvilken slags krop vil de få?” Sikke et dumt spørgsmål! Det korn, der lægges i jorden, må først dø, før livet igen kan spire frem. Det du sår, er jo ikke den plante det skal blive til, men derimod et nøgent korn, hvadenten det nu er et hvedekorn eller noget andet… Sådan er det også med opstandelsen fra de døde. Kroppen, der bliver lagt i jorden, er dødelig, men den genopstår som noget der er udødeligt. Det der er grimt og svagt når det bliver lagt i jorden, vokser op igen med stor skønhed og styrke. Den jordiske krop bliver lagt i jorden, og det der genopstår, er en åndelig krop… Nu ligner vi det første menneske af lerjord, men engang skal vi ligne det menneske der kommer fra himlen.”

Teksten griber ind i spændingen mellem tro og viden. Et liv, der kun kalkulerer med viden, bliver et amputeret liv. Skal vi for eksempel have beviser for kærlighed; da falder det hele til jorden. Og når to mennesker for alteret lover at følge hinanden i medgang og modgang, da vil enhver tale om bevis også falde ved siden af. Eller hvad med forholdet til venner og familie? Tanken om at vi skulle bevise vore rigtige intentioner ville være gyselig. Det er ikke spor anderledes i forholdet til Gud, når talen falder på det evige liv.
 

Foto: Herdis Petersen.
 

I Christiansfeld i Sønderjylland har brødremenigheden deres egen kirkegård; en stor græsplæne fyldt med gravsten. Man kalder den Guds ager.

Kirkegården i Benløse er også en Guds ager. Som vi her om foråret har travlt med at så haver og marker til, sådan bliver Guds ager også sået til. Som haveejeren og landmanden lever i forventning om en god høst, sådan gør vi det også, hver gang vi begraver en af vore kære. Vi lever nemlig under forventning om, at det, der lægges i jorden, en dag vil opstå til nyt liv hos Gud.

Hvordan det nye liv vil opstå, det overlader vi til Gud.

Søren Legarth