Lukas 2,1 – 14

Foto Herdis Petersen.


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

I dag er der ingen grænser for, hvad der kan laves i filmens verden både teknisk og kunstnerisk. Med god grund får danske instruktører den ene pris efter den anden.

Der er også lavet julefilm med barnet i krybben. Dog lige præcis omkring Jesu fødsel er vor begejstring nok noget mindre, end når vi ellers ser film. Det kan blive en tynd oplevelse. Lige gyldigt hvem der spiller med, så passer skuespillerne og sceneriet ikke på de forestillinger, som vi hver især har. Vores jul er der nemlig ingen, der skal røre ved.

Selv om mange har skrevet, fortalt og filmet om Jesu fødsel, og vi i Ny Testamente reelt også har et andet juleevangelium, så er der intet, der kan måle sig med Lukas beskrivelse af julens glædelige budskab. Lukas beskrivelse har altid været selve juleevangeliet.

Næsten som en film er det Lukas juleevangelium, vi ser afspillet for vort indre øje.

Som bekendt hørte videoapparatet ikke til det udstyr, som Lukas rådede over. Til gengæld havde han et formidabelt fortælletalent, en sikker sans for det store drama i den lille verden. Malerisk, men også målbevidst bevæger han sig fra kejser Augustus i verdens hovedstad Rom over Syrien over Galilæa, indtil han fryser billedet fast på en lille ydmyg by ved navn Betlehem, hvor Maria fødte det lille barn, der fik navnet Jesus.

Lukas var læge af profession, og han havde sikkert været med ved mange fødsler. Det er dog ikke den faglige side af sagen eller de rent praktiske ting omkring fødslen, der interesserer ham. Vi hører ikke noget om forløbet; om assistance, vand, håndklæder, mad, hygiejne, varme og så videre. Ting som vi ville tænke på.

Lukas indfaldsvinkel er en helt anden. Hans beretning bliver fortalt på en varm og levende måde og handler om, at Gud griber ind i vores verden, hvor vi i alle andre sammenhænge ellers er overladt til os selv. Det er Guds kærlighedserklæring.

Vi tror på, at der både er afsender og modtager, som manden, der sagde til sin kone: ”Jeg har fået brev fra min gamle onkel i Jylland”. ”Nå lever han? Det skrev han ikke noget om.”

Der er altså forudsætninger, der er givne på forhånd. Lukas julefortælling er en tyk understregning af, at livets giver og afsender lever i bedste velgående. Det er så op til os at høre evangeliet, ligesom det også er op til os at engagere os i det. Vi kan gøre det på mange forskellige måder.

Først og fremmest engagerer vi os i julen ved at lade den være en fest. Nok kunne vi forestille os noget helt andet; for eksempel at vi afholdt en rigtig sparrejul, hvor vi afskaffede alt det, som sætter kolorit på julen. Vi kunne afskaffe det hele og i fornuftens navn give alle pengene til de fattige eller måske flygte væk til en badestrand i sydens sol. Men mon ikke vor egen lille verden derved nemt kunne blive et glædesløst sted?

Glæden over julen har det nemlig som enhver anden glæde. Den er altid noget, vi har i fællesskab. Forsøger vi at beholde glæden for os selv ved at nægte at dele den med andre; ja da forsvinder den mellem hænderne på os.
Om det så giver mening at tage del i glæden eller ej, det er hvert enkelt menneskes eget valg. Men at skille den traditionelle festivitas omkring julen fra selve juleevangeliet ville være lige så tåbeligt, som den amerikanske turist, der under en rundrejse i Norge sagde: ”Fjern dog alle de fjelde, så man kan se, hvordan landet i virkeligheden ser ud.”

Med juleevangeliet og med vor fejring af julen fortælles der om Guds virkelighed, om selve Guds kærlighed, der har taget sin plads i en krybbe midt imellem os mennesker.

Der er derfor grund til at feste.

Med fødslen i Betlehem julenat bringes vi tættere sammen. Vi har nemlig noget sammen, noget der for alvor bliver virkelighed, når vi deler det med hinanden: Kærligheden, der som Guds gave er tilsendt os fra afsenderen direkte fra oven.

Glædelig jul
Søren Legarth