Det evige liv

Først på sommeren var vi inde på Gl. Scene og se Fredericia Teaters Seebachmusical. I sang og musik følger vi Karen og Tommy Seebach og bliver præsenteret både for de helt store opture, men også for nedturene, der fulgte med. Familien fik ikke et ukompliceret liv, og Tommy Seebach døde i en alt for tidlig alder.

Under hele musicalen hviler der en undertone af håb og kærlighed.

Musicalen leverer en meget kærlig fortolkning af familiens minde over deres mand og far. På et tidspunkt træder Rasmus Seebach frem og siger, at han vil synge en sang om det, som vi har så svært at tale om, nemlig døden. Vi lytter til sangen Nangijala.

Der, hvor alt ser totalt sort ud, fortælles eventyret om et land på den anden side, som vi kommer over til efter døden.

Kirken kan også tale om det, der er svært at tale om, nemlig døden.

Kirken har også sit eget sprog; og det er mere end et eventyr. Vi hører om kalven og ungløven, der en dag skal græsse sammen og om koen og bjørnen, der skal blive venner, og løven, der æder strå som oksen. Der fortælles om festsale og guldbelagte gader og meget andet.

Grundtvig og andre salmedigtere har også haft travlt med at beskrive evigheden. Grundtvig fortæller, at vi en dag rejser til vores fædreland, hvor der en dag står ”en borg så prud og gran med gammen i gyldne sale;” ( DDS nr. 402) Der skal vi til evig tid være sammen med venner.

Den nu afdøde biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt troede fuldt og fast på, at når han skulle stå for Vor Herres ansigt, så ville der være en hel modtagelseskomite.

Billederne er utallige, og de kan noget, der hvor alt andet ophører. Jesus bruger også billeder i sine lignelser. Gud sammenlignes med en kærlig far, og Guds rige sammenlignes med en mark, der gror eller med et frø.

Når det kommer til stykket, er selve billederne slet ikke det afgørende. Det er ikke afgørende, om der er guld på gaderne i evigheden, eller om vi skal se rovdyr gå sammen med køer og kid.

 Billedere peger ud over sig selv. De vil fortælle os noget. De viser os hen til Kristus, der altid står tilbage som vort sidste og eneste håb.

Billedernes budskab er, at vi som Guds børn er i de bedste hænder. Barnet må vide, at det altid kan hvile i forældrenes trygge varetægt.

Sådan er det for os. Vi tror på, at vi hører Gud til.

Jesus siger, at det evige liv er, at vi kender ham.

Søren Legarth