"I denne søde juletid"


Foto: Peter Klarskov.

 

Ved juletid kommer minderne frem. Vi tænker tilbage – måske til barndommens jul. Til jul findes de gamle opskrifter frem på mormors vaniljekranse og farmors brunkager, for erindringen sidder også i sanserne, og smagen og duften af det gammelkendte sætter os tilbage i tiden, og pludselig mindes vi det, som en gang var.

Ved juletid er vi slet ikke så glade for fornyelse, måske fordi vi netop godt kan lide de minder, der knytter sig til de ting, som vi kender. Jeg tror de fleste af os har prøvet, at en bestemt duft eller smag kan sende os tilbage i tiden, så vi pludselig husker noget, som vi troede vi havde glemt. Det er fordi vi husker med kroppen, og smagen og duften af netop de ting, som vi forbinder med højtiden, har sat sig i vores krop.

Julen kommer ind i os – helt bogstaveligt, når vi tager en bid af den småkage, hvis smag har glædet familien i flere generationer.

Sådan kan det også være, når vi synger; de gamle julesalmer med de kendte ord og melodier vækker erindringen i os. Måske kan man lige pludselig mindes sin barndoms jul. Spændingen og forventningen. Den evne man havde til at glæde sig.  Mange ældre mennesker vil huske en tid, hvor man ikke havde en brøkdel af den overflod, som mange har i dag. Og det gjorde måske også, at glæden faktisk blev så meget større, når man fik lidt ekstra – noget der var lidt ud over det sædvanlige, noget der gjorde, at man fornemmede det særlige og festlige, der knytter sig til julen.  

Noget særligt ved julen er juletræet. Juletræet med sin pynt – venter på vi får begyndt, aldrig har det vær’t så kønt, aldrig har det vær’t så grønt. Og fra selve himlen gled, vist den store stjerne ned. Ja, juletræet er noget helt særligt.

Vi tager hinanden i hænderne og danser om træet, mens vi synger sammen. En skik som nok stadigvæk bliver praktiseret i de fleste danske hjem, hvor der fejres jul.

Men prøv at forestille jer, hvor underligt det måtte være, hvis man kom fra et sted, hvor man aldrig havde set et juletræ før – tænk hvor mærkeligt det måtte se ud, at man tager et grantræ ind i stuen og hænger pynt på det. For det er jo egentlig en mærkelig skik – tænk at vi fornuftige, voksne danskere sådan tager et af skovens træer med os ind i stuen her midt på vinteren.

Skikken med juletræer har ca. et par hundrede år på bagen – så den er i virkeligheden ikke så gammel.
Der findes faktisk en lille hyggelig fortælling om, hvordan vi fik grantræet som julens træ, den lyder sådan her:
Da man for første gang skulle fejre jul i Norden, sendte Gud fire engle ned for at forberede julen. Det var Troens, Håbets, Kærlighedens og Glædens engle. De skulle finde et juletræ, som kunne blive et symbol for julens evangelium om verdens frelser, der blev født af en fattig jomfru, svøbt og lagt i en krybbe.

De fire engle fløj ned gennem den stjernebesatte himmel hen mod de mørke skoves land. De talte sammen.
Troens engel sagde: ”Når jeg skal vælge et juletræ, skal det være et, som bærer korsets hellige tegn på sine grene.”

Håbets engel sagde: ”Det træ, jeg vil vælge, må ikke visne. Det skal stå grønt og levende vinteren igennem, ligesom et billede på det liv, som dødens vinter ikke kan overvinde.”

Kærlighedens engel tog til orde: ”Det træ, jeg skal synes om, må være et tæt træ, som kærlighedsfuldt breder sine grene ud til værn for alle skovens små fugle.”

Og glædens engel sagde til sidst: ”Det træ, som I vælger, vil jeg velsigne sådan, at det bliver en kilde til glæde for slot og hytte, for rige og fattige, for sunde og syge, for gamle og unge.”

Og hvilket træ fandt de? De fandt grantræet, det træ, som bærer korsets tegn på alle sine grene, det træ som står grønt midt i vinterens sne og kulde, og er et værn for alle små fugle. De fire engle så på det fine grantræ, og så gav de hver især gaver til træet.

Troens engel smykkede det med lys på alle dets grene. De skinnede som stjernerne over Betlehems mark i den hellige julenat.

Håbets engel satte en stor, klar stjerne i træets top. Som et billede på den stjerne som ledte de vise mænd til Jesus.

Kærlighedens engel lagde mange dejlige gaver ved træets fod, som et billede på den gave Gud gav julenat, det lille Jesusbarn.

Og glædens engel velsignede julens gran og gav den dens forunderlige magt til at glæde menneskehjerter og holde en stille, men mægtig prædiken om julens under, om det lille Jesus-barn i krybben, som skulle blive korsets herre, livets fyrste, kærlighedens og glædens konge – ja verdens frelser.

Sådan blev julen i Norden forberedt af Advents 4 engle. Glædelig Jul!

Lone Uldall Jørgensen