Forårsbebudelser


Foto: Peter Klarskov.

I dag har været en af vinterens smukkeste dage. Alt var hvidt i morges, da vi vågnede, sne og rimfrost i hvert et træ, på hver en gren, om hvert et græsstrå. Solen skinnede gennem disen, så alt lyste hvidt og ledte tankerne i retning af mystik og eventyr. Solen og det hvide landskab gav det lys, vi sådan trænger til; det lys vi længes efter at få kastet over vores hverdag, der godt kan synes en anelse grå gennem den danske vinter.

Lyset er i frembrud, og når det spildes over os, glædes vi, ikke mindst fordi vi ved, at der kun bliver mere af det de næste måneder. Det lys, som vi ikke kan leve uden.

Lyset vidner om foråret, der er på vej, det spirer i haven – de første erantisser og vintergækker har trodset den kolde jord – alt sammen bebudelser om, at alt begynder forfra, alt bliver nyt.

En af de forårssange, vi vist alle kender, og som jeg holder meget af, er Kaj Munks digt om den blå anemone, den indledes sådan:

Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

Længslen og forventningen bobler i os, når de første små tegn på forår titter frem, de små forårsbebudere under hækken, som er tegn på det frembrydende lys og liv.

Forår handler nemlig om bebudelser. Og ikke kun jordens bebudelser, som erantisser, vintergækker i haven og anemoner, der dækker skovbunden. I foråret hører vi nemlig også om himlens bebudelser.

Himlens budbringer hedder Gabriel, og han viser sig for den unge Maria. Han giver Maria bud om, at hun skal blive mor til Jesus. Vi er i det gryende forår, naturen står på spring, og forventningerne er klar til at fødes. Gud og menneske mødes, og Marias og hele kristendommens historie begynder for alvor med denne bebudelse. Det barn, Maria skal føde, skal leve midt iblandt os, smelte vores kolde og hårde hjerter og begynde at gøre ting, som ellers kun Gud kan.

Gud sår spirer af nyt liv og spreder en forvandlende kærlighed over vores verden. Guds søn kommer ind i en verden, hvor godt og ondt findes side om side. Hvor kulde og varme, mørke og lys konkurrerer, og hvor had og kærlighed kæmper om magten. Midt i dette vælger Gud en ung, undseelig pige fra Nazareth, og han vælger den kærlighed, der udspringer fra det lille barn, som hun skal føde. Gud vælger kærligheden, hvor afmægtig og skrøbelig den end måtte være.

Forår handler om bebudelse. Bebudelse af kærligheden selv. Og med forårets bebudelser, både de jordiske og den himmelske, bliver alting nyt.

Foråret minder os også om muligheden for forandring, mulighed for en ny start på de ting, man synes skal være anderledes. Hver dag er en ny begyndelse, og det spirende liv i naturen og kærlighedsbudskabet minder os om det. Det giver os længsel og håb – og i bedste fald også mod og kræfter til at gøre nyt.

Sidste vers af Kaj Munk smukke digt lyder:

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Glædeligt forår!
Carina Gosmer