Påske

Foto: Peter Klarskov.


De fleste betragter julen som den største kirkelige højtid. De færreste tænker nok på, at det faktisk var med påsken, at kristendommen brød igennem og fik den helt afgørende betydning. Det var her, at vi mennesker fik vendt op og ned på liv og død.

Langfredag døde Jesus og blev begravet. Søndagen efter kommer nogle kvinder ud til hans grav for at gøre nogle praktiske ting færdige omkring gravlæggelsen.  De så, at Jesus var opstået fra de døde og bliver så forbløffede, at det kommer til at vende op og ned på alt. Med Jesu opstandelse var døden ikke længere det sidste. Snart nåede det glade budskab vidt omkring. Med Jesu opstandelse påskemorgen kom der for alvor substans bag alt det, som Jesus havde prædiket for sine mange tilhørere.

Jesus havde talt mange spændende og vise ord, men havde han ikke været Guds søn, der kunne bryde igennem døden og gravens mørke, så var kristendommen aldrig slået igennem, som den gjorde.  Uden opstandelsen påskemorgen ville Jesu mange taler ikke have haft den gennemslagskraft, som de fik. Samtiden var i øvrigt rig på mange andre vise mænd. Deres ord er mere eller mindre glemt i dag.

Vi mennesker kan aldrig bortforklare, at vi skal dø. Men begivenheden påskemorgen betyder, at vi som kristne ud over naturens lov også er underkastet en helt anden virkelighed. Det er virkeligheden i Guds rige, hvor det aldrig ender med død.  

Som kristne er vi døbt til at høre Kristus til, og dermed hører vi hjemme i Guds rige. Ny Testamente forklarer, at det gamle menneske, der fra begyndelsen er mærket af døden og det, der følger med, bliver druknet i dåben.  Op af dåbens vand opstår vi som nye mennesker, der er underkastet en helt ny virkelighed. Det er en virkelighed, der giver os løftet om Guds kærlighed og det evige liv.

Dåbens ritual fortæller os, at I dåben genføder Gud os ved vand og Helligånd og skænker os syndernes forladelse. Han styrker os med sin nåde til det evige liv og bevarer vores udgang og indgang fra nu af og til evig tid.

Vi fødes første gang som børn af vore forældre. I dåben bliver vi født en gang til, denne gang som Guds børn. Som døbte tror vi på, at vi har fået et tilhørsforhold til Gud. Lige gyldigt om vore liv går op eller ned, så har vi altid et holdepunkt. Selv der, hvor vi kun kan se problemer; død og mørke, der er vi aldrig alene.

Gud er altid sammen med os.

Påskemorgen brød Jesus som den første naturens og dødens magt. Han gjorde det for at give livet videre til os. Vi kan leve vores liv i håbet om, at uanset hvad, så er vi altid Guds børn.

Søren Legarth