Nu er det snart jul



Vi kan ikke nøjes med babyer, æsler og jomfruer når vi fortæller om Jesus. Familieidyl, halm og englesang gør det ikke alene. For den Jesus der blev lagt i krybben skulle til sidst ende på et kors. Fornedret, ydmyget og spyttet på. Hans mor skulle se ham dø som hun havde set ham komme til verden og alle Jesu nærmeste måtte se i øjnene, at alt var tabt. Håbløshed og magtesløshed var hvad de stod tilbage med.

For at kende hele historien om barnet i krybben, bliver vi også nødt til at gå med ham på landevejen. Vi følger efter ham, når han bliver mødt af de spedalske, der udstødte levede som randeksistenser. Vi skal se, at han ikke vender om, men at han gå dem i møde og befrier dem. Vi skal se ham når han spiser sammen med alle de forkerte. Vi skal høre ham sætte eliten på plads med sine historier.

Og vi skal forsøge, at få det til at hænge sammen med det, som vi forstår som ret og rimeligt. Det er godt, at de svage, de småtbegavede og de udstødte endelig får en lille bid af kagen. Det var vel egentlig på tide, at der også blev lidt til dem. Det er godt, at Jesus ikke gør forskel på folk.

Men det bliver svært når Jesus svinger sværdet over mit hoved og påstår, at jeg også har brug for hans omsorg og frelse. For jeg kan selv. Jeg har ikke brug for frelse. Det har jeg slet ikke bestilt. Men det varmer mit hjerte, at dem der virkelig er på den, trods alt kan få lidt medlidenhed af Jesus, når nu ikke der er andre, der ser til deres side. Men at jeg har brug for det samme sætter det hele i perspektiv.

Juleaften hører vi, at Jesus kom til verden i en stald fordi, der ikke var plads andre steder. Ildelugtende, fattige hyrder kom på barselsbesøg og hans vugge var et fodertrug. Juleaften blev alt vendt på hovedet for Gud besluttede sig for at iklæde sig spædbarnskrop, tage en fattig kvinde til mor og lade sig møde i en udørk som Betlehem.

Hvem kan forstå, at almagtens ophav og skaberaltet ville fornedre sig til jordens skyggedale? Hvem kan forstå, at et pjaltet udskud med et følge af 12 tabere, skulle være Guds udtrykte billede? Hvem kan forstå, at verdens udskud var udset til hæderspladserne ved Guds bord og hvem kan forstå, at Gud gjorde sig lige så udsat og sårbart som et spædbarn? Men det skete i de dage!

Majbritt Breinholt Christensen