Lykkelig



”Du må gøre lige hvad du vil, bare du bliver lykkelig! ” sådan lyder et ønske for de mange konfirmander, der i løbet af foråret er trådt ind i de voksnes rækker.

Det er naturligvis et godt ønske for de unge, men man kan næsten være sikker på, at de også vil blive ulykkelige i perioder af deres liv. Det er de færreste af os der bliver lykkelige. I hvert fald hele tiden. De fleste oplever lykken i glimt og af og til men ingen er lykkelig hele tiden. Vi kan være glade eller tilfredse men evig lykke er vist noget, der kun findes på film eller i bladene.

Så skulle man måske tro, at jeg som præst, så ville stille mig op og påstå, at hvis bare man tror på Gud, så bliver man lykkelig!

Men, ak! Gid det var så nemt. For kristendommen er ikke en nem vej til lykke. Som kristen er jeg lige så udsat som ethvert andet menneske. Jeg oplever også at tvivle på mig selv. Jeg oplever kriser og tab som alle andre. Jeg skal håndtere fiaskoer og nederlag og også jeg kan tvivle på Gud og på om der er en mening med mit liv. Men som kristen kan jeg vende mig mod Gud og jeg kan spejle mig i hans søn, Jesus, der levede og døde som et menneske. Jesus var ikke fremmed over for alt det smertelige man kan opleve i sit liv.

Jesus selv voksede op i en fattig familie i en afsides afkrog af det romerske rige. Han omgav sig med fiskere, håndværkere og udstødte. Han vandrede om på støvede veje og ejede ikke noget. Om han var lykkelig ved jeg ikke noget om. Men jeg har hørt, at han satte sit liv på spil for sine venner.

Jesus var nu heller ikke fremmed over for glæden. Til en bryllupsfest sørgede han for at skaffe mere vin og han blev glad når han så på himlens fugle og markens blomster. Jeg tror, han var glad når han var sammen med sine venner og jeg tror, at det gjorde ham glad når han helbredte folk og talte med mennesker, der ligesom ham, tænkte over livets store spørgsmål.

Men jeg ved fra mit eget liv, at alle vil opleve at miste og sørge. At alle kender til vrede og afmagt og at man oplever at ikke alt bliver som man kunne drømme om. Alle skal lære at man ikke kan være god til alt og at vi alle vil komme til at svigte mennesker, som vi holder af.

Men det er ikke noget vi er alene om. Det hører med til det at være menneske, det er vilkår vi alle er fælles om. Kirken er måske et af de få steder hvor vi taler højt om det svære ved at være menneske. I kirken er der plads til det hele. Både lykke og ulykke. Glæde og sorg. Liv og død. Her i kirken er der plads til alle sider af menneskelivet og det håber jeg konfirmanderne husker når de tager fat på fremtiden. Kirkens dør står altid åben uanset om vi er lykkelige eller ej!

Majbritt Breinholt Christensen