Alting har en tid

”Tiden er noget mærkeligt noget, jeg har aldrig helt forstået, hvad den egentlig er for noget….”

Sådan kunne man høre Poul Kjøller synge, da jeg var barn i 70’erne.

Foto: Herdis Petersen.

Og det er jo fuldstændigt rigtigt – tiden er noget mærkeligt noget. Når man er barn, føles et år som en evighed, men når man er voksen, flyver det afsted. Og mon ikke de fleste af os har det sådan, at jo ældre vi bliver, desto mere travlt har tiden – vi ved simpelthen ikke, hvor den bliver af.

For sjovt nok så synes tiden at bevæge sig med forskellige hastigheder. Feriedage har det med bare at flyve af sted, hvorimod ventetid…. ja ventetid er nok noget af det værste, vi ved. Så snart man venter på noget, så føles det, som om uret beslutter sig for at gå langsommere, tiden snegler sig afsted. Tænk bare på at sidde i en lang kø på en motorvej på vej til eller fra ferie – eller at stå i en overfyldt lufthavn og vente på et fly, der måske er mange timer forsinket. Det er ikke rart, og slet ikke hvis man er sammen med varme, utålmodige og trætte børn.  Vi kan have svært ved at få noget godt ud af ventetid. Ofte sidder vi med følelsen af, at ventetid er tid, der bare skal slås ihjel.

Og det er jo egentlig et pudsigt udtryk – det her med at slå tiden ihjel. For det øjeblik du befinder dig i lige nu, det kommer jo aldrig mere tilbage. Aldrig nogensinde. Så måske vi skulle øve os i at blive lidt bedre til at nyde øjeblikket. Nyde tiden vi har, for den kommer aldrig tilbage til os igen.

Jeg har fundet en lille fortælling som kan minde os om dette:
En ung mand står i solen og venter på sin elskede. Han er en utålmodig sjæl, han bryder sig ikke om at vente, så han nyder hverken solskinnet, foråret eller blomsterpragten omkring sig. Irriteret, utålmodig og en smule bekymret sætter han sig i skyggen af et stort træ og venter.

Tiden trækker ud. Sådan er det med tiden, den kan trække sig i langdrag, men også trække sig sammen, så den næsten ingenting fylder. En time er en time, men ikke når man venter. Så er det den subjektive tid, der tæller. En time kan snegle sig afsted - eller være forbi inden man får set sig om.

Pludselig står der en lille trold ved siden af manden, der sidder i skyggen og venter. Trolden forærer manden en trylleknap. Hvis han synes, at tiden går for langsomt, skal han blot dreje knappen lidt til højre, så kan han springe ventetiden over og lande lige der, hvor han ønsker at være.

Den unge mand afprøver straks knappen, og med et står hans elskede ved siden af ham, og det er jo meget fint. Hvorfor ikke springe frem til brylluppet? -  tænker manden og drejer knappen en gang til. Gid at vi allerede var gift, og allerede var flyttet ind i vores nye hus, som allerede var betalt, og gid at vores børn var så store, at de ikke mere var til besvær..... Han ønsker det alt sammen og drejer trylleknappen en tak til højre og en til...

Pludselig er han en gammel mand, der ligger på sit dødsleje. Han ser tilbage på sit liv og erkender med et, at livet er passeret forbi ham, uden at han har opdaget det. Pludselig kan han se, hvor dårligt han har forvaltet sit liv. Hvis man springer ventetiden over, og kun nyder opfyldelsen af sine drømme, bliver livet tomt. Det er ventetiden, der giver livet fylde og kvalitet - ligesom pauserne i musikken. De skaber luft mellem noderne, så musikken ikke ender i et stort rabalder.

Tiden forhindrer, at alting sker på et og samme tidspunkt, tænker manden og skynder sig at dreje trylleknappen i modsat retning nemlig til venstre.

Og pludselig ligger han igen under træet i skyggen og venter på sin elskede, som i det samme står lige foran ham i solskinnet og smiler. Har du ventet længe?  - spørger hun.  Næh - siger han, jeg er lige kommet.

Ja, husk at nyd øjeblikket, for alting har en tid.

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

                                               (Prædikerens Bog kap. 3.)

Lone Uldall Jørgensen
Sognepræst