Når livet gør ondt

Hvis du mangler nogen at dele dine bekymringer med, lytter folkekirkens præster gerne.
Præsten kan tilbyde dig en sjælesorgssamtale . Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og det er en mulighed for at tale med en præst om lige præcis det, du går og tumler med. Når livet gør ondt, er det vigtigt ikke at gå med problemerne selv. 

Tal om det, du har brug for. Ingen problemer er for små eller for store at tale om. Du er velkommen til at tale om tro, men samtalen tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig.

Tit handler sjælesorgssamtaler om eksistentielle emner – for eksempel ensomhed, sorg, håbløshed, frygt, identitetskrise eller tvivl. Det kan også handle om et knust hjerte, familiekonflikter, mobning, præstationsangst, følelsen af meningsløshed eller følelsen af ikke at være god nok. Der findes ikke ”rigtige” eller ”forkerte” emner at tale om. Der er ting, der falder på plads, når man fortæller sin historie til en, der gerne vil lytte til den.

For at få sjælesorg, skal du bare henvende dig til en præst, der er ansat i folkekirken. Det koster ikke noget. Samtalen kan foregå i kirken, hjemme hos dig, eller telefonisk.

Du finder præsternes kontaktoplysninger her.

Online sjælesorg
Folkekirken har et online tilbud om sjælesorgssamtaler online. Det er en fortrolig og anonym chatsamtale med en præst online. Når samtalen er slut, bliver chatten slettet. Præsten har tavshedspligt og I er begge to anonyme.
Du finder sjælesorgsamtaler online her.

Du kan også finde en podcast omkring sjælesorg inde på folkekirken.dk